De skulle bide negle i de døende sekunder, men så kom forløsningen. Holland har kvilificeret sig til VM-finalen efter et brag af en kamp.
Hollænderne startede efter 18 minutter med et dunderhug af Giovanni van Bronckhorst, der fra 37 meter tordner bolden lige i modsatte trekant. Bang! Og kampen er i gang.
Måljægeren Diego Forlan vil ikke stå tilbage for sin hollandske kollega. Med et kanonhug, der sidder midt i målet, bringer han Uruguay tilbage i kampen et par minutter før pausen.
Holland er dog bedst i kampen og skaber flest chancer. To lyntræffere i anden halvleg ser også ud til at knække sydamerikanerne. Først Wesley Sneijder og siden Arjen Robben får sat de orangeklædte på vinderkurs.
Herefter har Holland flere store chancer til at afgøre kampen, men de skal lige gøre det spændende til sidst. I det 90. minut får Uruguays Maxi Pereira skudt bolden ind over stregen, og Uruguay sætter de sidste desperate forsøg ind.
Selvom bolden er meget i det hollandske straffesparksfelt så holder dæmningen, og træskodansen kan begynde i Sydafrika. Holland er i VM-finalen.