Den danske tennisstjerne Holger Rune kommer til at støtte Børns Vilkår med minimum 50.000 kroner op til organisationens landsindsamling 17. marts.
Under den prestigefyldte Indian Wells-turnering, der begynder i denne uge, vil han støtte Børns Vilkår med 2500 kroner for hvert servees, han leverer i turneringen.
Det skriver Rune på sociale medier, herunder X.
- Under årets Indian Wells-turnering kommer jeg ikke kun til at serve for sejre, men også for en sag, som betyder rigtig meget for mig, indleder Holger Rune sit opslag.
- Fra i dag og frem til 17. marts er der ekstra fokus på børns vilkår i Danmark. Jeg donerer selv 2500 kroner for hvert servees, jeg laver under Indian Wells, som starter lige om lidt - og som minimum 50.000 kroner. Alle børn har ret til en tryg barndom.
Rune nåede sidste år til tredje runde i Indian Wells, der regnes som en af de absolut største turneringer ud over de fire grand slam-turneringer.
Den 20-årige dansker er seedet som nummer syv i turneringen i år og er derfor oversidder i første runde.
Han skal derfor først i aktion i anden runde, der afvikles på fredag og lørdag.
Indian Wells-turneringen spilles frem til 17. marts, samme dag som Børns Vilkårs landsindsamling.
/ritzau/