Der venter en regnfuld og blæsende søndag forude i det meste af landet. Men ugen slutter med sol.
Sådan lyder meldingen fra både DMI og TV2 Vejret.
DMI’s prognose fortæller om en dag med regnfuldt vejr og byger, som i Nordjylland kan blive kraftige og måske indeholde torden. Og især på vestkysten gælder det om at holde på hat og briller, da der her forventes hård kuling med kraftige vindstød.
TV 2 Vejret melder om en "barsk efterårsdag", hvor de kraftige byger primært rammer den vestlige del af landet og vil stå på indtil søndag eftermiddag, hvor der er opklaring på vej.
Temperaturen kommer til at ligge mellem 13 og 16 grader, men vil føles noget koldere på grund af vinden.
De gode nyheder er, at elpriserne søndag bliver holdt i bund af blæsevejret - ligesom den solrige slutning på dagen ifølge TV2 Vejret giver mulighed for at se en flot solnedgang.