Skal folk, der køber en brugt bil, have besked om bilens reelle alder?
Det spørgsmål ventes Højesteret onsdag at tage stilling til i to retssager.
De er bilejernes interesseorganisation, FDM, der presser på for at få en afklaring.
Dommerne i både Vestre og Østre Landsret har sagt, at det er i orden, at en forhandler angiver det år, hvor bilen er indregistreret.
Det har nemlig været almindelig kutyme at gå ud fra tidspunktet for bilens første indregistrering.
Derimod mener FDM, at det er mere rimeligt at fortælle om bilens produktionsår.
Den ene handel er fra trekantområdet og drejer sig om en Honda. Den blev solgt som årgang 2000, selv om den faktisk var fremstillet i 1998.
I den anden sag er det en BMW's alder, der er strid om. En forhandler i Helsingør oplyste, at den var årgang 2007, men produktionsåret var 2005.
I FDM har juridisk chef Per Alkestrup tidligere udtalt, at problemet med de hengemte biler er voksende på grund af den økonomiske krise. Bilfabrikkerne har produceret løs, selv om antallet af købere er faldet.
Derfor ender en del mennesker med at sætte sig bag rattet i biler, som faktisk er ældre, end køberne tror.
- Købeloven er ændret, og vi mener, at det forpligter forhandlerne til at give relevante oplysninger, har Per Alkestrup udtalt.
Højesterets dommere skal afgøre, om forhandlerne har tilsidesat oplysningspligten. Afgørelsen falder ved middagstid.
/ritzau/