Hvis arbejdsgiverne mangler ledige hænder, skal de bare ringe til en af landets mange a-kasser.
Så klar er beskeden fra HK/Privat, der organiserer kontoransatte i det private.
- Arbejdsgiverne skal ringe til HK, 3F eller en af de andre store a-kasser. Vi har masser af ledige. Hvorfor går de via dyre vikarbureauer?, spørger formand Simon Tøgern.
Fire af landets vikarbureauer undrer sig i dagens udgave af Berlingske over, hvor de ledige mon er. Vikarbureauerne mangler ufaglærte til vikarjob til industri, restauration og kontorjob.
Men de ledige er der, siger Simon Tøgern.
- Vi har masser af medlemmer, der stiller op til vikarjob, selvom de måske søger faste stillinger. Men vikarbureauerne kan kun søge blandt dem, der har meldt sig til vikarbureauet, og det er en brøkdel af alle de arbejdsløse, siger han.
Det er vikarbureauerne Manpower, Randstad, Adecco og Assistance Personaleservice, der oplever, at de ufaglærte er svære at drive op.
Simon Tøgern kan godt forstå, at de ledige ikke melder sig til et vikarbureau.
- Hvorfor skulle de det? De har jo meldt sig på det offentlige jobcenter, siger han.
Ifølge vikarbureauerne er en af forklaringerne på de mange ledige vikarjob, at dagpengereglerne gør det uattraktivt for ledige at tage vikararbejde, fordi de risikerer at miste supplerende dagpenge.
- Man kan selvfølgelig godt finde eksempler på folk, der snubler i reglerne, men vi snakker altså om et sted på 150.000-200.000 ledige. Så der er nok at tage af, siger HK/Privat-formanden til Newspaq.