Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Partiformand Pia Olsen Dyhr, SF, direktør Laurits Rønn, Dansk Erhverv Arbejdsgiver, og formand for HK HANDEL, Per Tønnesen, tog emnet under behandling med livlig deltagelse og diskussionslyst af kongressens delegerede.
- Vi har helt naturligt en interesse i at bekæmpe ledighed, og vi støtter tiltag, der bringer socialt udsatte i job. Men det er ikke det, vi ser. Vi ser tværtimod, at de ledige sendes i aktivering som billig eller gratis arbejdskraft - uden et reelt jobperspektiv, sagde Per Tønnesen.
Under debatten kom det frem, at mange kongresdelegerede deler opfattelsen af, at de forskellige former for støttet beskæftigelse medfører færre fuldtidsstillinger på ordinære vilkår i handelsbranchen. De delegerede udtrykte også, at det er svært at være vidne til, at ledige kommer ind på arbejdspladsen uden at have en reel chance for at veksle praktikken til et fast job.
- Vi kan konstatere, at virksomhederne ikke inddrager tillidsrepræsentanterne, som de skal. Og når vores tillidsrepræsentanter vil undersøge forholdet mellem antal fuldtidsansatte og ledige i støttejob - så bliver undersøgelsen stoppet af virksomhedens HR-afdeling. Måske fordi tallene dokumenterer et misbrug af ordningerne, sagde Per Tønnesen.
Laurits Rønn tilkendegav under debatten, at virksomhederne skal overholde reglerne, og at Dansk Erhverv er indstillet på at se på sagerne, hvis HK HANDEL henvender sig med konkrete tilfælde af misbrug.
HK HANDEL opfordrer til, at der fra politisk hold sættes kontrolinstanser i gang, der sikrer, at arbejdsgivernes brug af støttet beskæftigelse kontrolleres lige så nidkært, som de ledige bliver kontrolleret i beskæftigelsessystemet. Den opfordring tog Pia Olsen Dyhr til sig:
- Reglerne skal overholdes, og hvis det viser sig, at der er ordninger, der ikke fungerer efter hensigten, så må vi stoppe dem, sagde SF-formanden, der ligeledes er indstillet på, at der skal kigges nærmere på reglerne om forholdet mellem antallet af fuldtidsansatte og antallet af ledige i støtte-job.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.