Selv om HK for tiden gennemgår en større sparerunde, kan 15 fagchefer se frem til at få løn frem til foråret 2009, selv om de kun skal arbejde frem til sommer i år. Det skriver Jydske Vestkysten.
De 15 fagbosser, der blev valgt i foråret 2007, kan se frem til at få udbetalt løn i hele deres valgperiode frem til foråret 2009 på trods af, at deres tillidshverv nedlægges til juni i forbindelse med en større sammenlægning af HK’s afdelinger.
Dermed får de løn i omkring ti måneder uden at møde på arbejde. Dertil skal lægges fagforeningens almindelige aftrædelsesaftaler, som kan give op mod 21 måneders løn ekstra. Altså sammenlagt op mod to og et halvt års løn.
Løn i hele valgperioden
En af de afdelingsformænd, der står til at få løn uden at arbejde, er Svend Aage Hansen, 61 år og formand i HK Sydøstjylland. Han ser intet forkert i ordningen.
– Jeg er jo kommet i klemme, fordi min stilling nedlægges midt i min valgperiode, siger han til avisen.
Ud over løn i hele valgperioden, får han ligesom andre af de ældre, afgående fagbosser, intet engangsbeløb udbetalt, men fortsætter til gengæld med at få to tredjedele af sin løn ind på bankkontoen, indtil han bliver 65 år.