Hjulmand: Ikke nemt mod ni forsvarere

FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand erkender, at Brøndbys defensiv gjorde det svært for mestrene.

Brøndby slap fra Farum Park med 0-0 mod FC Nordsjælland efter en superliga-kamp, hvor de blågule stort set udelukkende forsvarede sig.

Og FCN-træner Kasper Hjulmand er da heller ikke imponeret over Brøndbys offensive ambitioner, men erkender, at gæsterne lykkedes med deres forehavende.

- Min fornemmelse var, at Brøndby ikke havde meget at komme med. Hvis vi havde scoret på Ivan Runjes store chance i starten, var kampbilledet blevet et helt andet. Så havde der åbnet sig nogle rum.

- Det er ikke nemt at spille mod et hold, der går længere og længere tilbage og forsvarer med seks mand på linje og tre liggende lige foran, siger Kasper Hjulmand, der ikke var overrasket over Brøndbys taktik.

- Det var vi helt med på. Vi regnede med, de ville komme ud med meget energi, men når støvet havde lagt sig, ville de krybe tilbage i forsvaret, så det kom ikke bag på os, lyder det fra mesterholdets træner.

Hans mandskab havde mere end 20 afslutninger, men få virkelig store chancer i en noget tempofattig kamp.

- Vi skal stadig blive bedre til at spille mod meget defensive hold. Det er ikke første gang, vi har mødt hold, der stiller sig tilbage, og det er formentlig heller ikke sidste.

- Det er op til os, for man kan bestemt ikke klandre andre hold, at de gør det på den måde, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.