FC Nordsjællands træner, Kasper Hjulmand, er meget glad for 1-1-resultatet i Champions League-kampen mod Juventus.
- Jeg synes, at det er en fantastisk præstation, siger træneren.
De danske fodboldmestre tjente tirsdag aften det første point i gruppespillet, da holdet spillede 1-1 mod Juventus i Parken.
Mikkel Beckmann bragte FC Nordsjælland foran på et frispark efter 50 minutter.
Juventus' indskiftede Mirko Vucinic udlignede ni minutter før tid.
- De har et fantastisk mandskab, og selvfølgelig kommer vi under pres.
- Spillerne kan mærke, at hvis vi bare blev en smule bedre, så kunne vi udnytte det. Men selvfølgelig er vi ovenud lykkelige for at komme på tavlen, siger Kasper Hjulmand.
FC Nordsjælland er fortsat sidst i gruppe E.
Shakhtar Donetsk, som tirsdag vandt 2-1 hjemme over Chelsea, fører gruppen med syv point.
Chelsea har fire point på andenpladsen, mens Juventus har tre point.
FC Nordsjællands næste gruppekamp er også mod de italienske mestre.
Den finder sted 7. november i Torino.
/ritzau/