Et ti år langt forskningsprojekt har vist, at hjernen nedbrydes tidligere, end man hidtil har troet.
7.000 mænd og kvinder mellem 45-70 år har deltaget i det engelske projekt, som har målt hukommelse, ordforråd og opfattelsesevner hos deltagerne, skriver BBC.
Tidligere forskning har vist, at vores kognitive evner først begynder at nedbrydes ved 60-års alderen, men det nyligt afsluttede forsøg dokumenterer en nedgang på 3,6 pct. i den mentale kapacitet hos deltagere i aldersgruppen 45-49 år.
Forskerne betragter opdagelsen som vigtig, fordi det kan få betydning for, hvornår man skal begynde at behandle for demenssygdomme.
Demens er ved at udvikle sig til at blive et alvorligt samfundsmæssigt problem, fordi vi bliver ældre og ældre, og siden behandling af sygdommen er mest effektiv ved sygdommens udbrud, kan undersøgelsen forbedre demens-behandling, forklarer professor Archana Singh-Manoux, som står i spidsen for undersøgelsen.
"Vi må nu se på, hvem der oplever kognitiv tilbagegang tidligere end gennemsnittet, og på hvordan vi stopper tilbagegangen. En vis grad af forebyggelse er bestemt mulig," siger Archana Singh-Manoux til BBC.
Undersøgelsen viste også, at jo ældre man bliver, jo hurtigere nedbrydes hjernen, samt at vores ordforråd holdes intakt, selv om hjernen bliver svagere.
Kilde: BBC