En hjemmehjælper er blevet taget på fersk gerning i at stjæle penge fra en dement kvinde i Solrød.
Kvindens søn havde sat et overvågningskamera op i ældreboligen, fordi den ældre kvinde havde mistanke om, at der forsvandt penge fra hendes pung.
I hjemmehjælpernes forbund FOA tager man stærkt afstand fra tyveriet. Formand Dennis Kristensen understreger dog samtidig, at det ikke er lovligt at videoovervåge hjemmehjælpere i private hjem - uden at informere hjemmehjælperen om det.
Og det selv om professor i strafferet Vagn Greve fra Copenhagen Business School til TV 2 News har sagt, at man er i sin gode ret til at sætte overvågningskameraer op i sit eget hjem
"Jeg har stor respekt for en juraprofessor, men i dette tilfælde bliver han nødt til at gå tilbage og læse loven igen. Det er hævet over enhver tvivl, at folk, der arbejder i et privat hjem har samme ret til beskyttelse som alle andre lønmodtagere," siger Dennis Kristensen.
Det betyder, at man skal informere en hjemmehjælper om, at deres gøres og lades filmes.
"Ingen skal blande sig i, om du og manden sætter et amatørkamera op i dobbeltsengen, men man må ikke optage folk i arbejde uden deres vidende," siger han.
Dennis Kristensen er rigtig ked af sagen, fordi den stempler en hel faggruppe.
"Kvinden, der begik tyveriet, skal bortvises. Til gengæld skal de offentligt ansatte ikke have et kamera i nakken uden at vide det. Der er over 100.00 ansatte i ældreplejen, og jeg har kendskab til tre til fire sager om tyveri om året," siger FOA-formanden.
Formanden for Folketingets Socialudvalg Martin Henriksen (DF) afviser FOA's påstand, om at ældre ikke må videoovervåge eget hjem, hvis de har mistanke om, at en hjemmehjælper stjæler fra dem.
"Mig bekendt er det tilladt at videoovervåge i sit eget private hjem, og vi kan ikke have en særregel om at ældre ikke må, fordi de modtager hjælp fra det offentlige eller skal slukke kameraerne i det øjeblik, hjemmehjælperen kommer ind ad døren," siger Martin Henriksen i en pressemeddelelse.