Det er svært at miste en forælder, og får man ikke den rigtige hjælp allerede som barn, kan livet komme helt forkert i gang.
Og det risikerer - foruden at være en personlig tragedie - at koste samfundet dyrt.
Organisationen Børn, Unge & Sorg (BU&S) hjælper hvert år 1600 børn og unge, og i en ny analyse vurderer Rambøll, at den samlede offentlige gevinst af organisationens arbejde er cirka 360 millioner. Det skriver metroXpress.
Besparelsen fordeler sig på 260 millioner til staten og 100 millioner til kommunerne, hedder det i rapporten.
Årsagen findes blandt andet i, at de børn og unge, der har været gennem et forløb hos BU&S, har et langt mindre behov for specialundervisning, og at markant færre unge dropper ud af deres uddannelse.
Ifølge forskningsmedarbejder Marie S. Tølbøll har omkring 60 procent af de unge, som mister en forælder, ressourcerne til selv at klare deres sorg.
Men 10 procent havner i den såkaldte "komplicerede sorg", og de resterende 20-30 procent er også i fare for at havne i denne kategori, og det kan være faretruende for deres videre livsforløb.
- Det kan betyde, at de dropper ud af deres uddannelser, får ødelagt deres relationer til andre på grund af depressioner, eller måske ligefrem kommer i konflikt med loven, siger Marie S. Tølbøll til metroXpress.
Og det er blandt de 40 procent, at BU&S sætter ind med terapi og støtte.
/ritzau/