Joseph Njie står med telefonrøret i hånden i den lille lejlighed i Valby. Der er tavshed. Klokken er lidt over ni lørdag morgen.
På Rigshospitalets Retsmedicinske afdeling bryder Antons mor i gråd. Hun har netop sagt det til Joseph. Han kan høre hendes gråd i telefonen.
Joseph Njie er lammet. Han kan ikke sige noget. Antons mor siger »sig noget«, »sig noget Joseph«.
Men Joseph har intet at sige. Han har netop fået beskeden.
Hans søn er død.
Anton er død.
Det stille døgn
Tre timer tidligere, klokken 05.55 lørdag morgen, bliver Fritz L. Frederiksen vækket af sin søvn.
Han har den hårde weekendvagt på Københavns Brandstation. Han har været på vagt i 22 timer. Det har været et stille døgn. Meget roligere end natten mellem fredag og lørdag normalt er.
Han var ude med ambulancen lidt over midnat og igen ved tretiden om natten. Inden han lægger sig til at sove på sit værelse på brandstationen, tænker han, at folk nok har brændt alle aggressionerne af nytårsaften.
Få timer senere går alarmen. Mindre end et minut efter sidder han ved siden af sin assistent i ambulancen. På den lille terminal i bilen står der, at det drejer sig om kniv-læssioner. Fritz og assistenten ved ikke, hvor alvorligt det er. Normalt er knivlæssioner nogle småstik. Men da de ser politi i udrykning, og den akutte lægeambualnce bag dem tænker de, at det måske er endnu værre.
Da ambulancen drejer ind på Strøget ved Illum, kan Fritz Frederiksen se masser af betjente og udrykninger for enden af Strøget.
Kameraet i baggrunden
Få minutter tidligere er Anton og vennen Mikkel på vej hjem fra byen. De går ad Strøget mod Metroen ved Kongens Nytorv.
Anton skal hjem til lejligheden på P. Knudsens gade. Han har en aftale med sin far klokken 12. Anton prøvede at udskyde den til senere. Men det er farens fødselsdag, og han savner sin søn.
Da Anton og Mikkel når til enden af Strøget møder de tre unge mænd. Det er en brasilianer, en iraner og en dansker. Meget tyder på, at danskeren R.J. kommer fra en rig familie, der ejer flere in-steder i det københavnske natteliv.
R.J. og hans to venner vil have Antons hue. Anton afviser dem. Han vil ikke give dem huen.
Det er hans hue.
Bag dem hænger et overvågningskamera.
Volden løber løbsk
Næste dag ser Justitsminister Lene Espersens (K) pressechef Morten Langager nyhederne. De taler om endnu et knivdrab i nattelivet. I løbet af de seneste måneder har hele landet, og især København, været plaget af voldsomme og brutale opgør med både knive og pistoler. Den tilfældige vold er ved at løbe løbsk. Den er ved at blive et problem for regeringen.
Det første, Morten Langager tænker, er, hvor forfærdelig meningsløst det er, at en ung mand er død. Det næste, han tænker, er, at søndag bliver travl.
Kort efter ringer den første journalist, der vil have en kommentar fra Lene Espersen. Journalisterne vil vide om volden skal bekæmpes med mere overvågning.
Blod på tøjet
Bag Anton, Mikkel og de tre unge mænd optager et kamera, hvad der sker. De tre mænd vil have huen. De slår Anton og Mikkel. En af dem stikker Anton tre gange i låret med en kniv. Tilsidst bliver han stukket i venstre side af brystet. Anton synker sammen på gågaden.
De tre unge forsvinder. Kort efter bliver iraneren anholdt ved Det Kongelige Teater. Han bærer en kniv og har blod på tøjet. 18 timer senere melder de to andre sig hos politiet.
Den bidende kulde
Da Fritz Frederiksen når helt op til politiet, kan han se to betjente stå bøjet over en ung mand. De råber »skynd jer!«, »Skynd jer!«.
Fritz løber ud af ambulancen, og betjentene flytter sig. På fliserne ligger en ung mand. Han er mulat. Han er smurt fuldstændig ind i blod. Fritz lægger mærke til, at der er blod overalt. På den unge mand, på fliserne, på en bil, der står parkeret.
Lidt væk står en anden ung mand. Han er også smurt ind i blod. Han græder.
Ambulance-lægen kommer løbende. Fritz har klippet den unge mands trøjer op. Han har et hul i brystet. Det strømmer ud med blod. Manden er blevet stukket lige i hjertet. Det er bidende koldt. Fritz Frederiksen lægger mærke til, at den unge mand på jorden ikke har en hue på.
Fængsel og isolation
Lidt over middag dagen efter kommer drabschef i Københavns Politi Ove Dahl gående udenfor dommervagten på politigården.
Inde i dommervagten sidder danskeren R.J. i Grundlovsforhør. Da R.J. kommer ind i det lille retslokale, studser journalisterne og ser på hinanden. Alle troede, at de tre sigtede i sagen om knivdrabet på den unge mand på Strøget var indvandrere.
I stedet kommer en ung mand, der tydeligvis er dansker, ind i lokalet. Han har hvide joggingbukser og en mørk trøje på. Han har kort kommunefarvet hår. Han ser stift lige ud og sætter sig trodsigt på anklagebænken, som er han allerede nu ved at gøre sig hård overfor hadet udenfor. Hans forsvarer meddeler kort, at sigtede ikke ønsker at udtale sig og erklærer sig uskyldig. Det samme gør hans to venner i deres Grundlovsforhør.
Alle tre bliver varetægtsfængslet og isoleret. Ove Dahl sætter sig ind i sin bil og kører hjem til frokost. Første del af sagen er slut. De sigtede er fængslet.
Næsten død
På Strøget bliver den kvindelige vagtlæge og Fritz Frederiksen enige om at lave en scoop and run. Det betyder, at få den unge mand op på en båre og ind i ambulancen så hurtigt som muligt. De giver den unge mand hjertemassage. Han er helt væk. Hans vejrtrækning er meget dårlig. Han er faktisk næsten død.
Forandringen i stemmen
Søndag formiddag ringer Morten Langager til Lene Espersen i hjemmet i Dragør. De snakker om det, der er sket, og hvad de skal sige til pressen. De snakker mange gange i løbet af dagen.
Inde på Strøget ved Kongens Nytorv er der allerede mange blomster, lys og breve klokken 10.07 søndag morgen. På det tidspunkt har Anton kun været død i et døgn.
På P. Knudsens gade kan naboerne ikke forstå, hvorfor der er blomsterbuketter udenfor opgangen.
Fra huset i Dragør begynder Lene Espersen lidt op af eftermiddagen at ringe tilbage til de mange journalister, der har lagt besked til hende hos Morten Langager. Hendes budskab er klart. De muligheder, som politiet allerede har fået for at kropsvisitere, skal bruges meget mere aggressivt. Samtidig skal politiet i langt højere grad gøre brug af deres mulighed for at sætte overvågningskameraer op.
Ind imellem afbryder Lene Espersen sig selv. Hun vender tilbage til en helt anden sætning end dem, der handler om kropsvisitation og overvågning. I stedet taler hun om, hvor meningsløst det er. Hvor koldblodigt det er. Hvor afstumpet det er. Når hun taler om det, er hendes stemme anderledes end, når hun taler om det andet.
Den er skrøbeligere og mere nærværende.
De 17 minutter
I ambulancen går den unge mands hjerte i stå. Lægen og Fritz L. Frederiksen kæmper desperat for at få det i gang igen. De er smurt ind i blod.
Lægen har ringet til Rigshospitalets Traumecenter. Her er hele holdet af læger, radiologer, kirurger og sygeplejesker ved at gøre klar.
Klokken 06.04 tager de imod den unge mand på båren. For ti minutter siden lå Fritz L. Frederiksen på sit værelse på Københavns Brandstation og sov. Nu har han gjort alt, hvad han kunne for at redde en ung mands liv.
Han står i rummet, mens specialisterne på traumecentret tager over. Han står i baggrunden og skriver sin rapport.
I de næste 17 minutter kæmper hele personalet på traumecentret for at redde den unge mands liv.
Men klokken 06.21 er det slut. Kirurgen kigger op og siger: »Vi stopper her«. Efter en lille pause tilføjer han: »Stikket er for dybt«.
Sønnen og faren
Klokken lidt over ni lørdag morgen ringer telefonen hos Joseph Njie i Valby. Det er hans fødselsdag. Han bliver 55.
I den anden ende er det sønnen Antons mor. De er ikke sammen længere. De gik fra hinanden, da Anton var ti år. Hun siger, at Anton er død. Der er stille. Så bryder hun ud i gråd. Joseph står med røret i hånden. Han er lammet. Omkring ham styrter verden i grus.
En time efter står han over Anton på retsmedicinsk. Hans søn ligger i en seng i det lille rum. Han er blodig og forslået. Der er tydelige læsioner i hans ansigt. Joseph kan ikke holde sig på benene.
Han begynder at græde.
Blandt blomsterne
Klokken 06.21 i morgen tidlig er det en uge siden, Anton døde.
Hele ugen har politikere og borgere talt om overvågning og knive. På nettet har tusindevis samledes i grupper, der fordømmer Antons meningsløse død. Dem, der kendte ham, beskriver ham som et fritænkende, kreativt mennesker. Et menneske, der vil blive manglet, som der står i et af de mange breve til Anton på Kongens Nytorv.
Blandt blomsterne og brevene og de blafrende lys har en person lagt en hue.