Skrevet af Anne Winther | anwi@avisen.dk

Det er svært at forestille sig hiphop og rap uden ordene bitch , ho og nigger . Men hvis det står til Russell Simmons, som grundlagde pladeselskabet Def Jam, der står bag navne som Run-DMC, Public Enemy og LL Cool J, så skal de tre grimme ord enten erstattes af en bip-lyd eller helt fjernes fra al musik.

Russell mener, at ordene må betragtes som »ekstreme bandeord«:

»Bitch og ho er aldeles nedsættende og uden respekt for det smertefulde kvindehad, som især afroamerikanske kvinder har oplevet i USA som en del af kvindernes historiske undertrykkelse, ulighed og lidelse.« Det samme gælder ordet nigger , som han finder ligeså nedsættende og respektløst.

Simmons opfordring til at fjerne de tre ord sker på vegne af det såkaldte Hip-Hop Summit Action Network, hvor Simmons er bestyrelsesformand, og opfordringen er rettet mod pladeselskaberne samt alle de radio- og tv-stationer, der spiller musik.

Simmons fastslår, at der ikke er tale om kunstnerisk censur, men at det handler om, at »branchen har et socialt ansvar for frivilligt at vise respekt over for farvede mennesker og kvinder i sangtekster og videoer«.

Censur nytter ikke

Men den køber de to danske rappere Niarn og Per Vers ikke.

»Det er kunstnerisk censur. Det er det samme, som hvis en kunstmaler ikke må male nøgne patter, fordi nogen kan føle sig stødt,« siger Niarn, som selv flittigt bruger ordene ho s og bitches om kvinder.

Per Vers rapper ikke om ho s og bitches, for de ord har aldrig været en del af hans sprogbrug. Alligevel bakker han ikke op om Simmons opfordring til at fjerne ordene.

»Jeg er formodentlig lige så stor tilhænger af lighed mellem kønnene og racerne som Russell Simmons, men forbud er for simplificeret til, at man kan komme de ubehagelige hensigter, der ligger bag ordene, til livs. Det, der tæller, er, hvad der bliver tænkt – ikke hvad der bliver sagt. Og selvom du bipper et ord, er det stadig tænkt.«

Ingen opbakning

Jesper Bay, marketingdirektør i IFPI, som er pladeselskabernes brancheorganisation, spår da heller ikke Simmons den store succes.

»Det er ikke pladeselskabernes opgave at blande sig i sproget. Slettelakken skal stå hos kunstneren, og det er en sag mellem kunstneren og publikum,« siger han og hentyder til, at man i mange år har mærket udgivelser med krænkende sprog.

»Så kan de, der ikke går ind for den slags sprogbrug holde sig væk,« siger Jesper Bay, som mener, at Simmons forslag er en glidebane.

»Nu er det de her tre ord, hvad bliver så de tre næste.«

I sin opfordring til branchen forslår Russell Simmons desuden, at ledere fra musik, radio og tv-branchen går sammen om at skabe Coalition on Broadcast Standards , en slags vagthund , der skal være behjælpelig med retningslinjer for sangtekster og musikvideoer, så de ikke er nedsættende over for farvede og kvinder.