Herning er Danmark mest erhvervsvenlige by

Herning er den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark og overtager førertrøjen fra nabokommunen Ikast-Brande.

Det bedste erhvervsklima for virksomheder findes i midtjyske Herning. Det viser en stor undersøgelse, som Dansk Industri har foretaget blandt sine medlemsvirksomheder.

Herning sluttede som nr. 2 i både 2010 og 2011 - begge år slået af nabokommunen Ikast-Brande.

Herning får førstepladsen blandt andet på grund af et godt image hos erhvervslivet, især opnået via en god dialog med virksomhederne. Ikast-Brande tager så andenpladsen i år.

- Det er min oplevelse, at der er en helt grundlæggende forskel på mentaliteten og synet på erhvervslivet i det midtvestjyske sammenlignet med de fleste andre kommuner.

- I de midtjyske kommuner er der ingen skepsis over for de erhvervsdrivende. Det er en mærkesag for dem at yde de lokale virksomheder den bedste service, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

Herning har forbedret indsatsen for at skaffe virksomhederne kvalificerede medarbejdere. Hele 84 procent af virksomhederne i Herning vil anbefale andre virksomheder at slå sig ned i kommunen.

På landsplan er kun godt halvdelen af virksomhederne tilfredse med det lokale erhvervsklima.

- Havde en virksomhed fået lavet en undersøgelse med kun 50 procent tilfredse kunder, så ville ledelsen have et alvorligt problem. Så jeg er ikke imponeret af denne del af undersøgelsens udfald, siger Karsten Dybvad.

- En god kommunal service over for erhvervslivet, der gør det lettere at drive virksomhed, vil bane vejen til nye arbejdspladser, tilføjer han.

Mere end 5100 virksomheder har vurderet kommunerne på deres indsats over for blandt andet vejnet, lokale skatter og afgifter samt kommunal sagsbehandling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.