Når næste skoleår begynder bliver det uden sovesale på Herlufsholm. Det fremgår at det svar som Herlufsholm Skole og Gods har sendt til STUK, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, skriver Sjællandske Nyheder.
- Siden maj sidste år har det været valgfrit for kosteleverne om de ville sove på sovesal eller i egne værelser. I dag sover mere end halvdelen på deres eget værelse.
Samtidig efterspørger eleverne plads, hvor de kan læse lektier sammen og hygge sig sammen. Derfor har vi set på, hvordan vi kan udnytte lokalerne til at skabe endnu bedre rammer på elevgårdene. For vores kostelever er skolen også deres hjem, og derfor er det vigtigt, at de har gode og hyggelige faciliteter til deres fritid, og som samtidig vil gavne fællesskabet på tværs af både årgange og elevgrupper. Derfor mener vi, at tiden er inde til grundlæggende forandringer, siger rektor Gitte Nørgaard til Sjællandske Nyheder.
Sovesalene på de 10 elevgårde skal i stedet bygges om fra “sovende fællesskaber” til “aktive fællesskaber” med fælles lounge- opholdsarealer og fælles spisekøkkener på alle elevgårde. Den store ændring sker i samråd med eleverne, der i en spørgeskemaundersøgelse har efterlyst mere plads til fælles aktiviteter.