Danskerne kan i dag hylde dronning Margrethe med de 40 år på tronen.
Titusindvis ventes på gaden, når dronningen og prins Henrik klokken 12.40 stiger ind i karaten på Amalienborg og via Strøget kører ned til Rådhuspladsen.
Københavns Politi tør dog ikke at spå om, hvor massivt opbuddet bliver.
"Det aner vi ikke. Det afhænger af vejr og vind. Men vi forventer, at folk opfører sig pænt, viser hensyn, er glade og vifter med flag," siger vagtchef Henrik Olesen til Newspaq.
Han understreger, at politiet vil være massivt til stede for at sikre, at karat-turen gennem blandt andet Bredgade, Store Kongensgade og Strøget forløbet planmæssigt.
"Vi er det, der skal være for at håndtere situationen, og så har vi formentlig noget i baghånden, hvis der skulle dukke et problem op," siger vagtchefen.
Klokken 13 tager Københavns overborgmester Frank Jensen imod dronningen, og i rådhushallen venter 560 korsangere. De vil synge en nyskrevet jubilæumskantate af Anders Koppel og Niels Bruns for dronningen.
Man kan følge begivenhederne via en storskærm på Rådhuspladsen og synge med på fællessang klokken 13.30, når det enorme kor flytter uden for.
Kort efter vil regentparret vise sig på Rådhusets balkon - og hylde dronningen på dagen, hvor det præcis er 40 år siden, at hun overtro tronen. Det skete ved Frederik 9.'s død den 14. januar 1972.
Tronskiftet blev bekendtgjort den 15. januar fra balkonen på Christiansborg Slot af statsminister Jens Otto Krag.
Det mærkedes ved, at den kongelige familie i morgen klokken 12 træder ud på balkonen på Amalienborg.