Det er ikke kun i Danmark, vi skal passe på med at hoppe på en løgnehistorie den 1. april.
Også de udenlandske medier og virksomheder spytter historier, der enten er for skøre eller for gode til at være sande, ud på April Fools' Day.
Ifølge The Daily Express er det lykkes en hønsefarm i Storbritannien at opdrætte høns, der kan lægge firkantede æg - det gør dem langt nemmere at spise.
Og så skriver The Mirror, at en landmand har produceret to lam med hver seks ben. Han håber at det vil sætte prisen ned på kød i fremtiden.
Dyrehistorier er der mange af i de udenlandske medier, hvor også en pingvin i en zoologisk have i Devon efter sigende skulle have lagt et guldæg.
Ifølge Reuters oplyser det newzealandske busfirma Intercity at Prins William, Hertuginde Kate og deres søn George benytter den offentlige transport under deres besøg i landet for at understøtte deres image som "sparsommelige og nede på jorden".
Og så skulle EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso ifølge EurActiv gå efter en tredje periode som formand, efter at posten som Natos generalsekretær gik til nordmanden Jens Stoltenberg.
Ordet selfie blev for alvor sat på verdenskortet da Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med den britiske premierminister David Cameron og den amerikanske præsident Obama tog en selfie ved Mandelas mindehøjtidelighed.
Men ifølge avisen Metro planlægger den britiske regering at forbyde de populære selfies efter at en anonym fyr fra en anti-selfie bevægelse i USA har leveret en hel database med selfies, han har samlet fra nettet, til både den britiske og amerikanske regering.
Træder loven i kraft vil det kun være lovligt at uploade ti selfies om måneden. Det 11. udløser en bøde på 25 pund, skriver avisen.
I kølvandet på sidste uges sande historie om, at alle nordkoreanske drenge skal klippes som Nordkoreas diktator Kim Jong-un, skriver The Mirror tirsdag, at diktatoren forbyder teenagebandet One Direction at besøge Nordkorea - med mindre de får samme frisure som ham.
Den australske pålægsproducent af Vegemite - Australiens svar på leverpostej - har annonceret, at de lancerer en vegemite-sodavand. En nyhed nogle vil glæde sig over mens andre vil væmmes.
Og for at blive i fødevareindustrien har pizza-kæden Domino's udviklet en spiselig pizzabakke af pizzadej, blandt andet for at skåne deres kunder for kampen med at få papæsken til at fylde mindst muligt i skraldespanden.
/ritzau/