Her er Danmarks bedste supermarked
Flertallet i en undersøgelse vil helst handle i Rema 1000. Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
For tredje år i træk udpeger kunderne Rema 1000 som det bedste supermarked. Føtex, Bilka og Netto klarer sig dårligt.

4.300 danske dagligvarekunder tager formentlig ikke fejl, når de udpeger Rema 1000 som landets bedste supermarked.

Det er BT, som refererer fra en undersøgelse foretaget af konsulent- og analysevirksomheden Loyalty Group.

Loyalty Group har bearbejdet besvarelser fra de 4.300 danskere, og Rema 1000 løber med æren for tredje år i træk.

På dette års andenplads kommer Lidl, mens Meny er tredjebedst.

Giganten Salling Group, der indtil sommer i år hed Dansk Supermarked, placerer sig ikke specielt godt i det, der bliver kaldt for et "loyalitetsindeks".

Her er Føtex nummer syv, Bilka nummer ni og Netto nummer ti.

Coops butikker placerer sig til gengæld fint med Superbrugsen på fjerdepladsen, Kvickly som nummer fem og Lokal- og Dagligbrugsen som nummer seks. Til gengæld ligger Fakta i bund som nummer 11.

På en ottendeplads ligger Aldi.

Kåringen har fundet sted i mange år, og er baseret på spørgsmål om blandt andet servicekvalitet, produktkvalitet, økologi og image.

Grafik: Loyalty Group