Kan du genkende manden på billedet her?
Sådan lyder spørgsmålet fra Københavns Vestegns Politi, der nu har offentliggjort en håndfuld overvågningsbilleder af de to formodede gerningsmænd bag rovmordet på en 81-årig kvinde på årets sidste dag.
Kvinden blev fundet dræbt i sit hjem i Herlev den 31. januar, og personen eller personerne bag drabet stjal under overfaldet den 81-åriges dankort.
Overvågningsbillederne af den ene af de to formodede gerningsmænd er taget ved Danske Bank på Godthåbsvej på Frederiksberg.
Derudover har politiet også billeder af manden, hvor han bruger kortet ved Nordea ved Nørreport i København og ved Danske Bank i Herlev - alle gange iklædt det samme tøj.
Han har trukket en sort hætte over hovedet og dækker munden med et tørklæde, men på det ene billede kan man dog stadig se den unge mands øjne. Derudover er han iklædt en sort jakke med to gange brede røde striber, samt hvide bukser og sko.
Politi har også et billede af den anden formodede medgerningsmand, der er filmet i et minimarked i St. Kongensgade i København.
Også han har dækket det meste af ansigtet i form af en pelshue, der er trukket godt ned over hovedet. Han er iklædt en ternet vinterjakke og et hvidt tørklæde.
Den 81-årige dame blev fundet af pårørende i sit hjem i Herlev om eftermiddagen i lørdags. Hun var bagbundet, kneblet og placeret i sin seng med et tæppe over sig.
Se alle overvågningsbillederne HER.