Venstres ledelse får nu den næsten bedst tænkelige håndsrækning i skattesagen omkring statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.
Det skriver Berlingske Tidende mandag.
De to mest konkrete mistanker om, at Venstre som parti var involveret i sagen, har intet med Venstre at gøre, forklarer skattesagens måske mest centrale aktør, den forhenværende departementschef Peter Loft.
Berlingske har konfronteret Peter Loft med nogle af sagens potentielt mest ømtålelige punkter: et omstridt notat og et mørklagt møde.
Sommeren 2010 skulle Skat afgøre, om Stephen Kinnock var skattepligtig i Danmark.
Derfor vakte det stor opsigt, at Peter Loft efterfølgende skrev i en redegørelse, at et notat, som entydigt peger på Kinnock som skattepligtig, stammede fra Venstres pressetjeneste.
Peter Loft siger, at det nu er gået op for ham, at notatet med al sandsynlighed i stedet kommer fra dagbladet BT. Han beklager, at han pegede på Venstre.
- Det var en fejl at skrive det i redegørelsen. Jeg havde ingen konkret viden om, at det stammede derfra, siger han.
Flere har også spekuleret i, at et møde mellem Peter Loft og daværende departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad, i september 2010 kunne være sagens direkte forbindelse til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Men mødet handlede om en intern undersøgelse af Skats medarbejdere, som Dybvad hjalp med.
- Vi diskuterede ikke skattesagen på det møde, siger Peter Loft.