"Danskerne må nu dømme mig. Jeg har ikke forsøgt at snyde."
Det var beskeden fra Helle Thorning-Schmidt på TV 2 News, da hun sent på eftermiddagen landede i København.
"Jeg har begået en stor fejl, men jeg har ikke gjort det med fortsæt. Det er gået for hurtigt med at skrive en mail - men jeg har ikke gjort noget for at have fordele ved det," sagde Helle Thorning-Schmidt til tv-stationen kort efter hun landede.
Hun sagde, at brevet til Justitsministeriet kun handlede om, hvem der skulle eje deres hus - men understregede, at det ikke gav parret økonomiske fordele.
Helle Thorning-Schmidt vendte hjem fra Paris, efter at have afbrudt sin sommerferie med familien. Hun vendte hjem for at forsvare sig mod anklager fra regeringspartierne om både skattesvindel og en flosset moral.
Presseopbuddet var så voldsomt i lufthavnen, at lufthavnspolitiet måtte udkommanderes, for at også almindelige rejsende kunne passere igennem ankomsthallen.
Helle Thorning-Schmidt tog dog situationen med ro.
"Jeg er kommet hjem for at svare på spørgsmål, og for at fastslå, at jeg ikke har gjort noget forkert med vilje. Hvis vi havde villet snyde, så er det her en idiotisk måde at gøre det på. Der er mange andre og sikkert bedre måder: Det her gav ingen økonomiske fordele," understregede hun flere gange.
"Da jeg skrev mailen til justitsministeriet gik det for stærkt. Jeg skrev, hvordan vores livsførelse har været.. Desværre har min mand det seneste år ikke haft mulighed for at komme hjem så ofte, som vi håbede. Det talte vi sammen senere. Han var kun hjemme i 33 weekender sidste år. Men da han havde fået et nyt job, så havde forventningerne desværre ikke kunne indfries," sagde hun.