I begyndelsen af ugen bredte mystikken sig om det Air France-fly, der mandag morgen 'forsvandt'. Men nu lader det til, at gåden om flystyrtet, der kostede 228 mennesker livet, er lidt tættere på at blive løst.
I hvert fald er brasilianske piloter nu i gang med at bjærge vragdele fra Air France Flight 447, der styrtede i Atlanterhavet mandag morgen, oplyser CNN.
Piloter fra det brasilianske luftforsvar fandt torsdag aften flere vragdele fra flyet og er nu ved at flytte dem til tre nærliggende både.
Hvor store vragdelene er eller om piloterne i helikopterne har fundet nogen af de omkomne, er der endnu ingen oplysninger om.
Tidligere har myndighederne oplyst, at vragdelene er fundet i et område på 776 kvadratkilometer.
Teorierne om, hvorfor flyet styrtede ned er mange. Tidligere i dag kom det for eksemple frem, at flyets hastighed kan have været for lav i betragtning af, at det befandt sig i meget uroligt vejr.
Andre mener, at lyn og overraskende dårligt vejr kan have sendt de mange passagerer - heriblandt en 48-årig dansk kvinde - i døden, mens vidner i et spansk fly har beskrevet et "pludseligt lysglimt" på himlen.