Den japanske kamp mod det smadrede Fukushima-atomkraftværk ser sværere og sværere ud at vinde.
Tidligere onsdag trak myndighederne de sidste medarbejdere, der ellers forsøgte at undgå nedsmeltning, ud af værket, fordi strålingsfaren er blevet for stor.
Sidste nye forsøg på at køle den smadrede reaktor nummer tre ned er en japansk militærhelikopter, der fra luften hælder vand ud over reaktoren, skriver Independent Online.
Den japanske kabinetsekretær Yukio Edano har ellers udtrykt bekymring for faren for helikopterpersonalet ved at hænge i luften over reaktoren, men ifølge Kyodo News har regeringen bedt om vandkølingen "hurtigst muligt".
Yukio Edano fortæller ifølge Kyodo News, at man også er begyndt at overveje, om man skal takke ja til det stående amerikanske tilbud om assistance.
USA har flådefartøjer placeret i Stillehavet ud for Japan og er klar til at assistere, hvis det skulle blive nødvendigt.
Kilder: Independent Online og Kyodo News