Den tidligere konservative folketingspolitiker Helge Adam Møller melder sig nu ind i kampen om at blive borgmester i Næstved. Det skriver Sjællandske.
Han er udpeget til at være de konservatives borgmesterkandidat, og den 69-årige veteran vil i alliance med Venstres Karsten Nonbo forsøge at vælte Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).
- Næstved har alle tiders mulighed for at få en borgerlig borgmester. Der er udsigt til en utrolig spændende valgkamp, og det glæder jeg mig til, siger Helge Adam Møller til Sjællandske.
- Som jægersoldat lærte jeg, at ingen opgave er umulig, hvis man sætter al sin kraft og energi ind. Det er med den holdning, at jeg kaster mig ind i valgkampen, tilføjer han.
Helge Adam Møller var medlem af byrådet i hjembyen Næstved fra 1982-93, men satsede på den landspolitiske karriere.
- Jeg sætter alle mine kræfter, energi og mange års politisk erfaring ind på, at Næstved har en borgerlig borgmester efter valget, siger Helge Adam Møller.
Han er sikker på, at han og Venstres spidskandidat Karsten Nonbo godt kan finde ud af, hvem der skal være borgmester, hvis der er borgerligt flertal efter valget i november næste år.
Helge Adam Møller var medlem af Folketinget fra 1984 til 2011.
/ritzau/