SF har sat kursen mod venstre efter det historisk tætte samarbejde med Socialdemokraterne ved folketingsvalget.
Sådan siger politisk kommentator Hans Engell til, at begge SF's formandskandidater, Astrid Krag og Annette Vilhelmsen, lover at kappe båndene til S, så SF kæmper alene ved næste folketingsvalg for at sikre partiet en selvstændig profil.
- SF begynder at distancere sig fra de to andre regeringspartier. Det er et ryk til venstre. Det føler de to kandidater, de har brug for, hvis de skal skaffe stemmer, siger Hans Engell og fortsætter:
Partiets medlemmer er ikke alt for begejstrede for den hede alliance med Socialdemokraterne, og heller ikke med De Radikale, siger Hans Engell.
Selv om SF's frihedsbrev ikke svækker regeringen alvorligt, er det et lidt mærkeligt signal efter et års samarbejde Man må gå ud fra, at SF, de Radikale og Socialdemokraterne går til valg på at genvinde magten, påpeger Hans Engell.
- Man må gå ud fra, at de tre partier går til valg samlet næste gang, hvis regeringen i øvrigt hænger sammen. Man må gå ud fra, at de søger et fornyet mandat. SF begynder halvvejs at trække sig ud af regeringssamarbejdet ved at sende dette signal nu, mener han.
Den hede alliance var ifølge ham ikke forkert i bagklogskabens lys. Samarbejdet sendte for første gang nogensinde SF i regering og brød ti års borgerligt styre, påpeger Hans Engell.
- Det er første gang, at SF ses som en naturlig deltager i en regering, hvis der er et centrum-venstre flertal. Så man tog et spring ind i en ny fremtid ved det tætte parløb med Socialdemokraterne, siger han.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at S-SF-alliancen er færdig.
- Det giver slet ingen mening at tale om at lave noget fælles S-SF uden om De Radikale, siger han.
/ritzau/