Det italienske publikum på Monza-banen forventede selvfølgelig, at en Ferrari-bil ville være hurtigst i kvalifikationen og dermed få lov at starte forrest i søndagens Formel 1-grand prix.
Men de blev slemt skuffede, for den førende kører i VM-stillingen, Fernando Alonso kunne ikke levere.
På den sidste og altafgørende omgang i kvalifikationen var han mere end et sekund efter de hurtigste og sluttede derfor som nummer 10. Årsagen var angiveligt en mekanisk defekt på en krængningsstabilisator.
Lidt trøst var der dog for italienerne, da den anden Ferrari-kører Felipe Massa kørte sig ind på tredjepladsen.
Englænderne derimod var jublende lykkelige over en dobbelt britisk triumf, da Lewis Hamilton fra McLaren satte hurtigste tid, mens holdkammeraten Jenson Button kun var en tiendedel langsommere.
Det er tredje gang i sæsonen, at McLaren sætter sig på de to første pladser i startrækkefølgen.
For Red Bull-teamet var kvalifikationen ikke nogen synderlig succes. Verdensmester Sebastian Vettel var kun femtehurtigst, og Mark Webber nåede slet ikke med i tredje og sidste kvalifikationsrunde og starter helt nede som nummer 11.
/ritzau/