Hamilton beklager: Jeg kan godt lide Riis

Den tidligere CSC-rytter Tyler Hamilton er på Bjarne Riis' vegne ked af, at han ikke kunne holde på sin løgn.

Tyler Hamiltons bog The Secret Race, som udkom onsdag i USA, indeholder saftige beskyldninger mod en del af de mennesker, som den tidligere cykelrytter har haft kontakt med i sin tid i sporten.

Men det er ikke - hævder amerikaneren - hans hensigt at gøre disse folk ondt, heller ikke Bjarne Riis, som han påstår var manden, der knyttede ham til dopinglægen Eufemiano Fuentes.

- Jeg er ked af det på Bjarnes vegne, at jeg ikke tog denne historie med i graven. Men det er min historie, og sådan er det, siger Tyler Hamilton til Ritzau.

Hamilton føler ikke, han har noget at bebrejde den danske holdejer, som han arbejdede sammen med i årene 2002-2003 på Team CSC-Tiscali.

- Jeg kan godt lide Bjarne Riis. Det er ulykkeligt, og jeg vil ikke gøre Bjarne til syndebuk. Jeg ville ønske, at jeg ikke var nødt til at have ham med i historien. Men det er sandheden og historien, siger amerikaneren.

Tyler Hamilton har selv været involveret i flere dopingsager, og han har leveret nogle af cykelsportens mest fantasifulde løgne. Blandt andet har han påstået, at han havde blod fra en ufødt tvilling i sine årer.

Bjarne Riis har også løjet om sin fortid. For fem år siden stod han frem og fortalte, at han brugte doping som aktiv rytter. Hamilton mener, at problemet er større end de to.

- Bjarne Riis var del af kulturen. Han kørte cykelløb i 1990'erne. Da Bjarne Riis var en lille dreng og vandt løb, havde han ingen planer om at bruge doping, men da han blev god nok, fandt han vej til kulturen. Desværre for ham og desværre for mig.

- Det var bare en grim tid, og jeg forsøger ikke at pege fingre ad nogen. Jeg peger på hele kulturen. Jeg tror, at sporten har ændret sig meget i de sidste 10 år, men der er stadig nogle fakta, som skal frem, før vi kan komme videre.

- Jeg synes, at Bjarne Riis er en god person for cykelsporten. Men for at komme rigtigt videre har vi brug for fuld gennemsigtighed.

Den amerikanske eks-rytter fortæller Ritzau, at han var grædefærdig, da hans nevø på 13 år fortalte, at han ville være professionel cykelrytter.

- Jeg har ikke lyst til at se disse unge børn gå gennem den samme historie som Bjarne Riis, jeg selv og Lance Armstrong, siger Hamilton.

Det har ikke være muligt at indhente Bjarne Riis' kommentar til interviewet med Hamilton.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.