Tre mænd, som har været holdt fanget i Gazastriben af Hamas, er lørdag blevet frigivet til Røde Kors.
Det viser tv-optagelser fra byen Deir el-Balah, hvor overdragelsen har fundet sted. Her blev de tre gidsler hentet i Røde Kors-biler.
Israels militær bekræfter på den sociale platform X frigivelsen af de tre gidsler.
Inden afhentningen blev de tre vist frem på en scene foran hundredvis af fremmødte.
Det drejer sig om mændene 34-årige Or Levy, 52-årige Eli Sharabi og 56-årige Ohad Ben Ami.
Sidstnævnte har tysk-israelsk statsborgerskab.
Eli Sharabi blev taget til fange af Hamas i kibbutzen Be'eri 7. oktober 2023, som ligger omkring fire kilometer fra grænsen til Gaza. Her befandt han sig med sin hustru og to døtre.
Ifølge nyhedsbureauet AFP blev de tre brændt inde i huset, mens Sharabi blev taget som gidsel.
CNN skriver, at det er uklart, om Eli Sharabi ved, at de ikke længere er i live. Hans bror Yossi Sharabi blev også taget som gidsel og døde i Gaza, hvor hans lig ifølge CNN stadig befinder sig.
Or Levy blev bortført fra musikfestivalen Nova. Her var han sammen med sin kone, som blev dræbt af Hamas den dag.
De tre mænd ser - i modsætning til de tidligere gidsler, som er blevet frigivet af Hamas - tynde og blege ud.
Det syn vil Israel ikke ignorere, siger premierminister Benjamin Netanyahu lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Til gengæld for de tre gidsler har Israel løsladt i alt 183 palæstinensiske fanger, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det bekræfter det israelske fængselsvæsen lørdag eftermiddag.
Ifølge en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas, som trådte i kraft 19. januar, skal der frigives 33 israelske gidsler i de første 42 dage af våbenhvilen.
Med de tre gidsler, som lørdag er blevet overdraget, har Hamas frigivet 16 israelere og fem thailændere.
Lørdagens overdragelse var den femte af slagsen siden 19. januar.
Ifølge den israelske regering er 8 ud af de 33 gidsler døde.
I alt holder Hamas ifølge CNN stadig 73 personer fanget i Gaza ud af oprindeligt 251 gidsler.
/ritzau/