Knapt var en officer tirsdag frifundet for grov pligtforsømmelse, før officerens forsvarer satte et hårdt angreb ind mod den militære anklagemyndighed.
- Vi burde overveje at nedlægge Forsvarets Auditørkorps og lægge det ind under en almindelige anklagemyndighed, siger advokat Torben Koch.
- Auditørerne er så ukyndige, at de er overflødige, fortsætter han.
- Den her frifindelse viser, at auditørkorpset ikke har de nødvendige forudsætninger for at forstå, hvad der foregår i forsvaret, hævder advokat Koch.
Derimod fastholder anklageren, viceauditør Kristian Kirk, at det var rigtigt at rejse tiltalen.
- Tiltalen var bundsolid, og jeg vil også rejse tiltale, hvis jeg fik sagen foran mig i morgen, siger Kirk.
Sagen i retten har været bemærkelsesværdig, fordi stort set samtlige vidner ikke har kunnet genkende de udsagn, som de er blevet refereret for i rapporterne.
Fænomenet har fået viceauditøren til at lufte sin mistanke om misforstået korpsånd.
- Jeg har aldrig oplevet, at så mange vidner ændrer forklaring på afgørende punkter som i denne sag, siger Kristian Kirk.
Det er uvist, om frifindelsen af officeren vil blive anket til landsretten.
- Vi ved endnu ikke, om vi vil anke dommen, men det står klart, at forklaringen fra kompagnichefen har været afgørende for rettens dom, siger Kristian Kirk.
/ritzau/