Der er gode nyheder til de seere, der har fulgt med i Sofie Lindes håndværker-projekt på Langeland på TV2.
For der er nemlig en ny sæson på vej af “Linde på Langeland”. Det afslørede de tre håndværkere fra programmet, da de fredag aften talte med Billed-Bladet til TVPrisen 2024.
– Vi har ikke været derovre siden jul, men vi skal derover igen. Der kommer en ny sæson. Det gør der, lød det fra tømreren Anders, der sammen med kollegerne Philip og Boris hjælper Sofie Linde og manden Joakim Ingversen med at omdanne parrets sommerhus på Langeland til et ferieparadis.
Sofie Linde købte i 2021 det 100 år gamle hus “Vennely”, der ligger i byen Snøde, og året efter kunne seerne for første gang følge med i det omfattende renoveringsprojekt.
Anden sæson løb over skærmen i 2023 og nu er det altså ifølge de tre håndværkere blevet besluttet, at der også skal laves en tredje.