Det norske valg så i månederne op til mandags afstemning ud til at blive en ren ekspeditionssag for oppositionen med Arbeiderpartiet i spidsen.
Men regeringens forhåbninger om at bevare magten har fået ny næring i meningsmålingerne, efter at økonomien i det olierige land har genvundet fodfæstet.
Udfaldet af mandagens valg kan i sidste ende blive afgørende for landets helt store eksportvare - olien.
Det skyldes, at både regeringspartiet Høyre og Jonas Gahr Støres arbejderparti efter alt at dømme bliver afhængig af støtte fra andre partier.
Og her kan Miljøpartiet De Grønne (MDG) blive en afgørende faktor. Mens flere mindre partier vil sætte begrænsninger for olieindustrien, så ønsker MDG helt at stoppe norske olieboringer.
Opbakningen til partiet er vokset op til valget. Det skyldes, at nordmændene gradvist er blevet mere og mere bevidste om landets moralske forpligtelse over for miljøet.
Det mener Truls Gulowsen, der er leder af miljøorganisationen Greenpeace i Norge.
- Holdningen i befolkningen har ændret sig. Der sker virkelig noget. For første gang bliver der for alvor stillet spørgsmål til vores nationale afhængighed af olie og vores ansvar som oliepushere for resten af verden, siger han ifølge The Guardian.
Mandagens valg kan udvikle sig til en sand gyser mellem statsminister Erna Solbergs borgerlige blok og oppositionen med Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre i spidsen.
- Begge store partier har mistet opbakning, og det politiske landskab er blevet fragmenteret. Vi kan ende med ni partier i parlamentet - en rekord. Det endelige udfald er helt åbent, siger Svein Tore Marthinsen, der er politisk analytiker, til The Guardian.
MDG erklærer sig selv for uafhængigt. Partiet er dermed parat til at forhandle med begge blokke. Dog nægter partiet at støtte en regering med det indvandrerkritiske Fremskrittspartiet.
/ritzau/