Efter den 20-årige dansker med tyrkiske rødder, Sibel Bilgin, i dag blev bortført, har de danske myndigheder i Tyrkiet sat alt ind på at finde hende.
Nu er den øverste myndighed i lokalområdet blevet kontaktet, og han er gået ind i sagen med den største energi.
"Den danske ambassadør har været i kontakt med guvernøren i Denizli-provinsen i dag. Han fortalte til ambassadøren, at sagen har meget høj prioritet, og at der er afsat store ressourcer i sagen," oplyser vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice til Newspaq.
Politiet i området er sat ind for at finde kvinden, som frygtes på vej til at blive bortgiftet med tvang til én af sine fætre.