Guardiola maner til forsigtighed trods Citys suverænitet

Josep Guardiola ser Manchester City som sæsonens bedste hold, men har stor respekt for Manchester United.
Manchester City-manager Josep Guardiola er bevidst om Manchester Citys kvaliteter, men har samtidig stor respekt for Manchester United.
Manchester City-manager Josep Guardiola er bevidst om Manchester Citys kvaliteter, men har samtidig stor respekt for Manchester United. Foto: Genya Savilov/AFP

Kampen om det engelske mesterskab kan meget vel miste en stor del af spændingen søndag, hvis det lykkes Manchester City at vinde topkampen ude mod Manchester United.

Med en sejr på Old Trafford vil City komme på 46 point for 16 kampe, mens United på andenpladsen vil være 11 point efter.

Det er svært at se City sætte sådan et forspring over styr, med den form holdet har udvist hidtil i sæsonen. Det er blot blevet til pointtab i én kamp, og målscoren lyder 46-10 efter 15 opgør.

- Indtil videre kan vi ikke klage over vores resultater og særligt ikke måden, vi har spillet på, siger City-manager Josep Guardiola.

- Ser du statistisk på alle kampe, er vi bedst målt på potentielle mål, boldbesiddelse og chancer, vi giver væk, tilføjer Guardiola.

Spanieren er dog også imponeret over United målt på de samme parametre, og han pointerer, at José Mourinhos tropper også formår at vinde på de mindre gode dage.

Han henviser til, at United i sidste weekend vandt med 3-1 på udebane over Arsenal, selv om London-klubben dominerede voldsomt.

- Når holdet har god statistik, vinder det, og når det ikke spiller godt, er det alligevel i stand til at vinde 3-1 på Emirates, et af de sværeste stadioner at spille på.

- United havde 33 afslutninger imod sig og vandt 3-1. Kun få hold i verden er i stand til at gøre det. Derfor er vi nødt til at være forsigtige.

- Du kan kontrollere kampen og gøre mange ting godt, men så kan United være i stand til at gøre som mod Arsenal, lyder det fra Guardiola.

Han er den seneste manager, der er rejst fra Old Trafford med en udesejr. Det skete i september sidste år.

I denne sæson har United gjort rent bord med syv ligasejre på hjemmebane.

Søndagens Manchester-derby fløjtes i gang klokken 17.30.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.