Gruppebehandling for ludomaner

Reportage: Ni torsdage i træk har de sat sig i en halvcirkel og talt om deres trang til at spille. Talt om deres børns og kæresters skuffelser. Talt om deres løgne. I aften mødes de syv ludomaner for sidste gang

Vintermørket har for længst sænket sig over Århus og bygningen i baggården i Gammel Munkegade. Indenfor i lyset har en gruppe mænd sat sig på stolene for at deltage i gruppebehandling på Center for Ludomani. I aften mødes de syv for sidste gang efter et forløb, hvor de alle sammen har fået fortalt om deres problemer og er blevet støttet og bygget op igen. Nyhedsavisen fik lov at være med sidste torsdag.
Mændene har brune lædersko, striksweatre og sideskilninger ligesom mange andre danske mænd. Men de færreste danskere har spillet for mere end en million kroner, som de fleste i lokalet har gjort. Den yngste i gruppen på 32 år har spillet mellem en og halvanden million op på netpoker, mens den ældste på 51 år har mistet mellem to og to en halv millioner på automater.

Bruger hinanden

»Vi skal have en runde,« siger Helle Mortensen, der er afdelingsleder for Center for Ludomani i Århus. Behandler Susanne Krogh Clemmensen ser smilende på gruppen. Det er første gang, de to kvinder har et forløb med gruppebehandling i Århus. Det virker så godt, fordi deltagerne bruger hinandens erfaringer samtidig med, at de lærer værktøjer, de kan bruge, når de får lyst til at spille. Én efter én rejser mændene sig op og skriver et tal på tavlen. Tallet er et udtryk for deres spilletrang.
Den 51-årige skriver et firetal med en grøn tusch. I talrækken står også et ti-tal. Den højeste trang.
»Nu har jeg en anden indgangsvinkel. Før spillede jeg, indtil jeg ikke havde flere penge. Nu tager jeg i svømmehallen med min søn,« siger han. Han begyndte at spille som 12-årig. Siden har spillet styret mere og mere af hans liv, og i dag kæmper han for selv at få kontrollen tilbage.
»Godt. Det flytter sig virkelig for dig,« siger Helle Mortensen.

Tilliden er tilbage

»Jeg kan ikke huske, at jeg har haft det så godt med min kone som nu. Tilliden er kommet tilbage,« siger en 47-årig, der har spillet 100.000 kroner op på seks måneder. Han gjorde det på automater og på heste på Pit Stop. Tuschen skratter et stort nul på tavlen.
»Jeg kommer aldrig til at spille igen. I dag taler jeg med min kone om det. Det var et helvede før, hvor jeg skulle have det hele til at fungere derhjemme, så hun ikke fandt ud af det, siger den 47-årige.
Både Helle Mortensen og Susanne Krogh Clemmensen nikker anerkendende, og de andre brummer opmuntrende.
Et sus går gennem gruppen, da den 32-årige fortæller dem, at han har spillet poker på nettet i tre dage.
»Det er ikke så godt,« siger han og prøver at forklare de andre, hvorfor han plumpede i igen med begge ben:
Ikke nok motion. Ikke nok samtale med andre om, hvordan han har det.
»Handler det om, at du går med tanken om, at du kan komme til at spille kontrolleret igen?« vil Helle Mortensen vide, og han indrømmer.

Udsat for krydsforhør

De andre i gruppen krydsforhører den 32-årige. De finder ud af, at han stadig har en spillekonto ved et af spillefirmaerne og giver ham venligt, men bestemt besked på, at den skal han lukke. Han lover, at det nok skal ske.
De syv medlemmer af gruppebehandlingen har fortalt om deres nederlag og svigt til hinanden. De kan lettere fortælle gruppen om løgnene, fordi alle genkender det fra sig selv. Mange har hørt folk spørge: »Hvorfor stopper du ikke bare?« Sådan siger ingen i gruppen. Her ved alle, hvor svært det er at stoppe spillet.

Mit skuffede barn

Næste runde hedder Spillemodvirkende strategier. Mændene fortæller, hvilket skræmmebillede de tænker på, når de mærker lysten til at spille.
»Det er ikke sket så få gange, at jeg har tømt knægtens sparegris og set på hans skuffede ansigt. Min søn har måttet gemme sin sparegris for mig,« siger den 51-årige og sukker.
»Så mit billede er min søns skuffede ansigt«.
De andre nikker.
En anden fortæller, hvordan hans skræmmebillede er djævlen med horn og det hele. Han følte det som et helvede, da han spillede og skulle planlægge hele dagen i detaljer, så hans kone ikke kunne opdage noget.
»Jeg vidste præcist, hvor mange minutter der var fra min kone steg af bussen, og til hun kom hjem,« siger han og ryster vantro på hovedet.
Susanne Krogh Clemmensen og Helle Mortensen skriver mændenes skræmmebilleder op på tavlen. De vil vide, hvem de tidligere spillere ringer til, hvis trangen melder sig.

Skal kunne klare sig selv

»Jeg vil ikke kræve, at folk skal høre på mig,« siger den 51-årige.
»Nej, jeg skal selv klare det. Hvis mine skræmmebilleder ikke virker, så er der ikke noget at gøre ved det. Det her er det eneste sted, jeg taler om mig selv. Her kan folk forholde sig til det. Det kan de jo ikke ude i det virkelige liv,« siger han.
De andre siger, at de har folk, de altid kan ringe til. Helle Mortensen og Susanne Krogh Clemmensen siger, at de også altid kan ringe til dem.
Gruppebehandlingen er slut for denne torsdag.
I aften skal de evaluere på forløbet. Fra i aften er det til et liv på egne ben. Et liv uden spil.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.