Kina er meget interesseret i minedrift i Grønland og sejlads i et isfrit Arktis.
Derfor skal Grønland sidde med ved bordet, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal tale om Grønland, når hun i næste uge er i Kina.
Det påpeger folketingsmedlem Sara Olsvig fra det grønlandske regeringsparti Inuit Ataqatigiit (IA).
- Det er bestemt en situation, hvor statsministeren skal holde tungen lige i munden og huske på, at Grønland har krav på at sidde med ved bordet, hvis der drøftes sager af relevans for Grønland, herunder Arktis, siger Olsvig.
- Derfor skal statsministeren sådan set gøre det klart over for kineserne, at Grønland har selvstyre, og at det grundlæggende er de grønlandske myndigheder, man skal tale med, hvis der skal tales om Grønland, siger Olsvig.
Danmarks optræden i Kina kan komme til at vise, hvordan Danmark opfatter rigsfællesskabet med Grønland, mener Olsvig.
- Det er netop denne slags situationer, at velviljen til at opbygge en grundlæggende tillid vores nationer imellem kommer på en prøve. Når Grønland får besøg af andre statsledere, sidder der som regel folk fra de danske myndigheder med ved bordet, siger hun i en mail til Ritzau.
Formanden for det socialdemokratiske Siumut, Aleqa Hammond, ser også gerne Grønland med ved bordet i Kina.
- Det ville klæde den danske regering at invitere Grønland med, når man har Grønland højt på dagsordenen i et så højt forum, siger hun.
Udenlandske firmaer skal tilpasse sig grønlandske forhold og ikke dumpe lønnen, påpeger hun.
Listen over delegationen til Kina er endnu ikke klar. Foreløbig er der ikke oplysninger om grønlandske deltagere hos de danske og grønlandske myndigheder, som Ritzau har talt med.
Statsministeren rejser på søndag. Besøget i Kina varer fra mandag til torsdag.
/ritzau/