Om det er sidste sæson for den 32-årige angriber Jesper Grønkjær, ved han kun selv, men i hvert fald går FC København-spilleren i dag i gang med sidste år af sin kontrakt hos klubben.
Selv er Jesper Grønkjær da også godt klar over, at det meste af fodboldlivet er spillet.
"Jeg kan da godt mærke alderen trykker lidt, men jeg har det fortsat godt og føler mig fit. Men det er klart, jeg kommer ikke til at spille alle kampe, sådan er det, specielt med de skader jeg har haft," siger han til TV 2 Sporten.
Men selvom kontrakten hos FC København synger på sidste vers, vil han dog ikke udelukke en forlængelse.
"Nu må vi se, det her er min sidste kontrakt indtil videre, men ting kan jo ske," siger Jesper Grønkjær.
En ting er dog sikkert på den danske angriber, for efter VM i Sydafrika sagde han farvel til det danske landshold, hvor han kunne sætte sit navn på fem mål i 78 kampe.
FC København møder SønderjyskE søndag klokken 18.00.