Den Sorte Madonna Instr. Lasse Sprang Olsen
JJJJJJ
Møg, mikmak og makværk. Slå selv op i synonymordbogen og spred ordet, for der er masser af grimme betegnelser at hænge på dette misfoster af et filmprodukt.
For bedst som man ikke troede, det karrieremæssigt kunne blive værre for Lasse Spang Olsen, så rammer stuntmanden/instruktøren nu lavpunktet med et aldeles mislykket forsøg på at lade I Kina spiser de hunde tage Rembrandt bagfra.
Den Sorte Madonna er således helt konkret et værdifuldt kunstikon, som bliver stjålet af den aldrende vaneforbryder Kurt (som med Morten Grunwald i rollen minder ikke så lidt om hans egen figur fra Olsen-Banden).
Ikonet ender dog hjemme hos hans handlekraftige datter (Tuva Novotny), der så får en parodi af en politimand (Anders W. Berthelsen) på slæb helt til Polen, hvor en flok russiske gangstere (med Birthe Neumann i spidsen) skal have skatten overrakt.
Amatøragtige effekter
Det er basalt set handlingen i en historie, vi har set en milliard gange før, nu udført med de samme platte virkemidler og amatøragtige effekter, som Spang Olsen også hoppede på i Gamle mænd i nye biler , Inkasso og Den gode strømer . At der findes et begejstret publikum til filmmagerens pointeløse voldskomik, skulle ikke undre mig, men vi må i så fald være i afdelingen for kult, kitsch og B-film. Ordet kvalitet ville simpelthen skamme sig, hvis det blev nævnt i samme sætning som Den Sorte Madonna (hvilket det så lige gjorde).
Derfor undrer det mig også, at respektomgærdede stjerner som især Birthe Neumann og Morten Grunwald siger ja til at medvirke i noget så bovlamt fjol. Nicolas Bro har igen sagt ja til en film for meget, mens Anders W. Berthelsen spiller med samme kedelige udtryksløshed, som var det Krøniken , og som sådan er velcastet.
Kun svenske Tuva Novotny (der også spillede med i Simon Stahos fremragende Bang, Bang Orangutang) temperamentsfulde charme fik mig til at stå imod dette ubærlige nonsens-attack.
At hun konstant går rundt og siger grisetis og numserøv siger alt om filmens øvrige niveau.