Mindst 26 grindehvaler er gået på grund på Skotlands østkyst mellem Anstruther og Pittenweem nord for Edinburgh.
16 af hvalerne er døde - tre af dem var unger - men dyreværnsfolk og kystvagten er ifølge britiske medier på stedet og prøver at redde resten af de store pattedyr.
De voksne hvaler er hver omkring seks meter lange, og det er lykkedes at få omkring 10 hvaler ud i havet igen, skriver BBC på sin hjemmeside.
De strandede hvaler har tiltrukket masser af nysgerrige skotter, der også følger med i, om det lykkes at rede resten af hvalerne i flokken.
Kystvagten har appelleret om ro til at gennemføre arbejdet og redde de resterende hvaler.
Kystvagten blev alarmeret søndag morgen klokken syv, hvorefter den kom til stedet og fandt hvalerne.
Nu bliver der holdt øje med de grindehvaler, der er kommet ud i havet igen, i det næste døgn for at sikre, at de ikke støder på grund igen.
Kystvagten har i øvrigt opdaget yderligere omkring 24 grindehvaler i et forholdsvis lavvandet område ikke langt fra de strandede hvaler.
Det antages ifølge BBC, at alle grindehvaler i dramaet er fra samme flok.
Der bliver også holdt øje med de 24 hvaler for at sikre, at de ikke også strander.
/ritzau/