Var man det ikke i forvejen, er der ikke meget at sige til, hvis man bliver en smule overtroisk efter et selvmord ved det hus, man står til at sælge.
Lige netop det er sket for skuespillerinden Olivia Newton-John, hvis hus blev brugt som selvmordssted for godt en måned siden. En håndværker hyret af Newton-John og hendes mand valgte nemlig at tage livet af sig på ægteparrets grund i Florida.
Den noget komplicerede situation har fået Olivia Newton-John til at gribe til åndernes verden efter en løsning. Derfor har huset og dets både levende og udøde beboere for nylig haft besøg af en katolsk præst. Newton-John vil nemlig være sikker på, at der ikke er en ånd, der spøger i kulissen og forhindrer boligsalget.
- Desværre er der et grimt ry om huset, og det skubber folk væk. Hvem end, der køber huset, vil altid vide, at en eller anden blæste deres hjerne ud derinde. Det er ikke den bedste housewarming-gave, siger en lokal ejendomsmægler til Daily Express.
Huset var ellers så godt som solgt til den amerikanske komiker Rosie O'Donnell for den beskedne sum 5,6 millioner dollar eller knap 31 millioner kroner. Men hun er i mellemtiden sprunget fra. Samtidig er husets pris blevet sat ned med 200.000 dollar.
Newspaq