Risikoen for, at et barn udvikler astma, stiger med 20 procent, hvis moren tager antibiotika, mens hun er gravid.
Det viser en dansk undersøgelse, der omtales af Videnskab.dk.
- Meget tyder på, at antibiotika/penicillin forstyrrer morens naturlige forekomst af bakterier, og at det på én eller anden måde øger risikoen for, at barnet udvikler astma efter fødslen.
Det fortæller Hans Bisgaard, der er leder af Dansk Børneastma Center, overlæge og professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Det danske studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift om børnesygdomme The Journal of Pediatrics. Det bygger på materiale fra over 31.000 danske børn.
- Studiet peger på, at antibiotika under graviditeten forstyrrer morens mikrobiologi uafhængigt af, hvornår i graviditeten moderen har taget antibiotika, forklarer læge Lone Graff Stensball, der er førstefatter på artiklen.
- Vi kan også se, at jo mere antibiotika, den gravide har taget, des højere er risikoen for, at barnet udvikler astma, siger hun.
I studiet undersøgte forskerne, i hvilket omfang gravide havde taget antibiotika under graviditeten - og hvor hyppigt.
Mistanken opstod oprindeligt, da forskerne gjorde et fund i en gruppe på 411 danske børn, der er fulgt minutiøst ved Dansk Børneastma Center siden 1998. Her kiggede forskerne på antibiotika-indtag i sidste trimester af graviditeten.
Forsøget blev efterfølgende bekræftet i befolkningsundersøgelserne Bedre Sundhed for Mor-Barn ved Statens Serum Institut. Her kiggede forskerne på antibiotika-indtag under hele graviditeten i en gruppe på godt 30.000 danskere.
/ritzau/