Græsk politi har brugt peberspray mod demonstrerende pensionister i Athen, den græske hovedstad.
Pensionisterne har været på gaden for at vise deres utilfredshed med nedskæringer i deres statspensioner.
Den kommunistiske opposition opfordrede pensionisterne til at demonstrere, og tusindvis af ældre fulgte opfordringen.
Imidlertid begyndte spændingerne at komme i kog, da demonstrationen nærmede sig premierminister Alexis Tsipras' residens.
En gruppe demonstranter forsøgte ifølge en af nyhedsbureauet AFP's fotografer på stedet at trænge igennem politiafspærringen ved bygningen. Andre prøvede at vælte en politibil.
Så var det, at politiet tog peberspray i brug mod pensionisterne, og det endte med, at demonstrationen blev opløst.
AFP skriver, at minister for borgersikkerhed Nikos Toska efterfølgende har udstedt forbud mod "al brug af tåregas mod pensionister og arbejdere".
Det venstreorienterede regeringsparti, Syriza, der ledes af premierminister Tsipras, fordømte mange gange politiets brug af tåregas mod demonstranter, da partiet var i opposition.
Brug af tåregas var omfattende for et par år siden, da der var meget store demonstrationer mod de omfattende nedskæringer, der blev indført i Grækenland på grund af den dybe økonomiske krise.
De ældre demonstranter mandag råbte slagord som "Vi kan ikke leve for 400 euro", og "Lad de rige betale for krisen".
Demonstranterne er blevet vrede efter 15 på hinanden følgende nedskæringer i deres pensioner. Den seneste nedskæring kom i april som led i en gennemgribende reform af Grækenlands pensionssystem.
Seks ud af ti græske pensionister får udbetalt under 700 euro i pension om måneden, sagde en organisation af pensionister i sidste uge.
Det er omkring 5200 kroner.
Ofte er flere i familien afhængig af denne pension.
/ritzau/AFP