Svulsten på halsen voksede og voksede. Den trykkede allerede på luftrøret, og ville ende med at kvæle patienten. Det vidste psykiatrisk overlæge Poul Videbech. Men den sindslidende patient nægtede at lade sig operere, selvom det kunne redde hans liv.

Poul Videbech stod i et dilemma af den slags, som ansatte i psykiatrien ofte støder på. Et dilemma mellem på den ene side at respektere, at alle mennesker har retten til selv at bestemme over deres liv. Og på den anden side at hjælpe mennesker, der er så sindssyge, at de ikke altid ved, hvad der er til deres eget bedste.

Dilemmaet har åbenbaret sig i en række sager, som Nyhedsavisen har beskrevet i den seneste uge. Fire sager om psykisk syge fra Københavns Kommunes bocentre, som personalet undlod at give den hjælp, der kunne have reddet deres liv. I en sag undlod de ansatte helt bevidst alle forsøg på at redde to psykisk syge, der faldt om med hjertestop. En tredje sindslidende fik lov til at sulte sig selv ihjel, mens personalet så til. Og en fjerde blødte gennem længere tid fra tarmkanalen, men personalet tilkaldte aldrig lægehjælp, før det var for sent.

Virkeligheden er kompliceret
Politikere og pårørende har kaldt sagerne ‘beskæmmende’ og ‘grufulde’ og et udtryk for ‘omsorgssvigt’. Desuden har de klandret personalet for ikke at udnytte lovens muligheder for at tvangsindlægge de syge mennesker.

Men virkeligheden i det daglige arbejde med psykisk syge er mere kompliceret end som så.
Det oplever blandt andre Poul Videbech, der ud over sit virke som overlæge er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Han understreger, at han ikke udtaler sig om de konkrete sager.
»Som læge eller sygeplejerske står man hele tiden i situationer med mennesker, der ikke vil modtage den behandling, vi vurderer er bedst,« fortæller han.

Personalet har i de tilfælde to valg. Enten at acceptere de sindslidendes valg.
»Eller vi kan behandle dem med tvang, da alt andet vil være et omsorgssvigt, fordi de ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Det er et etisk dilemma, som er meget vanskeligt og ubehageligt. Uanset, hvilket valg vi træffer, kan det have voldsomme konsekvenser,« forklarer Poul Videbech, der selv valgte at tvangsindlægge patienten med svulsten på halsen.

»Vælger vi ikke at gribe til tvangsbehandling, kan det i yderste konsekvens føre til, at den sindslidende dør. Og så skal vi leve videre med vores egen samvittighed. Omvendt kan det også være meget ubehageligt at gribe til tvang. Det er et voldsomt indgreb i et andet menneskes liv,« tilføjer Poul Videbech, som oplever, at loven giver tilstrækkelige muligheder for at tvangsbehandle i dag.

Men måske udnyttes loven ikke altid godt nok.

Lægerne er bange
Poul Videbech mener, at mange af de praktiserende læger, som træffer beslutning om at tvangsindlægge en person, ofte er bange for at gøre det. Det erkender de praktiserende lægers formand, Michael Dupont.
»Man skal være meget forsigtig, for man risikerer nemt at få en klagesag på nakken. Og lægerne skal være usikre. Jeg ville snarere frygte en situation, hvor de var for hurtige til at tvangsindlægge folk,« siger han.

På bocentrene oplever de ansatte, som primært er sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og socialpædagoger, også dilemmaet. Det beretter Jørn Eriksen, der både er forstander for det psykiatriske bosted Slotsvænget i Lyngby og næstformand i det faglige selskab for psykiatriske sygeplejersker.
»Vi kan stå med en beboer, hvor vi skal afgøre, om vi skal kigge til vedkommende om natten. Hvis intet tyder på, at der er noget galt med beboeren, kan det være krænkende, at personalet vader ind til vedkommende. Kigger vi omvendt ikke til en beboer, som så har taget stoffer og er død om morgenen, ja, så læser vi historien på forsiden af alle aviser. Det er altid nemt at se, når det er gået galt, men det kan være meget svært i den konkrete situation,« forklarer Jørn Eriksen.

Forstanderen tilføjer, at der selvfølgelig er situationer, hvor det er oplagt at tvangsindlægge psykisk syge.
»Hvis man akut står med et menneske, der ikke vil spise, og som risikerer at dø af det, så skal man selvfølgelig handle og bruge tvang. Men du kan også stå med en beboer, der igennem fem år gentagne gange har nægtet at spise. Og det har ikke hjulpet, at vedkommende har været tvangsindlagt flere gange. I sådanne situationer kommer de ansatte måske til at reagere for langsomt. Men hvis de vidste, at vedkommende ville dø, havde de nok ikke truffet det valg,« siger Jørn Eriksen.

Far: De svigtede min søn
På den anden side af personalets beslutninger står de sindslidende og deres pårørende. Som far til en psykisk syg søn har Hans Christian Mortensen flere gange oplevet, at de ansatte på bocentrene var for langsomme til at gribe ind.

Blandt andet for et år siden, da han opdagede, at sønnen igennem længere tid ikke havde taget sin medicin.
»Han begyndte at ryste voldsomt på hænderne og kunne ikke styre sine bevægelser. Han begyndte også at sidde for sig selv og mumle med sine stemmer i hovedet, og han virkede angst som en lille hund. Han lavede ikke andet end at ryge smøger og drikke kaffe, og han tabte otte-ti kilo. Vi sagde til de ansatte, at det gik galt, hvis de ikke gjorde noget,« fortæller Hans Christian Mortensen.
»De svarede, at han jo ikke var voldsom. Først senere greb de ind, da vi henvendte os til lederen. Vi opdagede derefter, at der ikke havde været opsyn med hans medicin i mindst tre uger,« fortsætter Hans Christian Mortensen, som godt forstår godt det dilemma, som psykiatere og ansatte på bocentrene står i.

Men samtidig mener han, at de ansatte ofte træffer det forkerte valg, fordi de ikke kender beboerne godt nok.
»En del af de ansatte på bocentrene er kun ansat kortvarigt. De ser kun et glimt af den enkelte patient, før der kommer en ny på arbejde. Derfor er der sjældent sammenhængende kontakt med patienterne, så man i tide opdager, hvis det går galt,« oplever han.