Krisen for Grækenlands turistindustri er ikke blevet så alvorlig, som de fleste ventede, fordi der nu er mindre frygt for, at landet forlader eurozonen under kaotiske omstændigheder.
- Indtægterne i turistindustrien ser ud til at falde med beskedne fem procent til lidt over 10 milliarder euro i år i forhold til 2011. I juni var der udbredt frygt for et fald på 15 procent, siger Andreas Andreadis, som leder den græske turistbranches organisation SETE.
Der var forud for det græske parlamentsvalg i juni meget intense spekulationer om, at grækerne kunne blive tvunget til at forlade euroen, og at landet ville blive ramt af en bølge af sociale uroligheder.
Krisen fik mange turister til at blive væk fra landet først på sommeren.
Men den proeuropæiske regering under ledelse af den konservative premierminister Antonis Samaras og en lang periode uden uroligheder og demonstrationer lokkede turisterne tilbage til Athen og de mange solbeskinnede græske øer.
Turisme udgør 16 procent af Grækenlands bruttonationalprodukt og er grundlag for hvert femte job i landet.
- Frygten for, at Grækenland forlader euroen, er overvundet. Tvivlen er væk, siger Andreas Andreadis og fremhæver, at der ikke har været strejker hen over sommeren.
/ritzau/Reuters