Der sker fremskridt i Grækenlands bestræbelser på at høvle af på den omfangsrige statsgæld, og det skaber glæde i Tyskland og Den Europæiske Centralbank (ECB), som er blandt landets låneydere.
Men både regeringen i Berlin og ECB minder grækerne om, at de skal holde sig til den lovede spareplan, hvis den vil have udbetalt næste portion af det lån, der skal forhindre en statsbankerot.
- Grækenland har gjort betydelige fremskridt mod at reducere sit budgetunderskud. Men det er klart, at alle forpligtelser, som blev vedtaget i dets program i begyndelsen af året, skal overholdes, siger Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble.
- Hvis det ikke sker, vil tilliden blive brudt igen, og så vil der være øget fare for afsmitning i hele eurozonen. Derfor kan der ikke komme nye forhandlinger, siger Schäuble.
I næste måned kommer internationale eksperter med deres vurdering af, hvor langt Grækenland er nået med de planlagte nedskæringer for 11,5 milliarder euro (86 milliarder kroner).
Det er afgørende for, om Grækenland kan få udbetalt næste portion af kriselånet fra EU, ECB og Den Internationale Valutafond (IMF).
Grækenlands premierminister, Antonis Samaras, mødtes senere på dagen med ECB-direktør Mario Draghi i Frankfurt.
Her forsikrede han banken om, at den græske regering er fast besluttet på at få reformerne "tilbage på sporet" og få Grækenland på fode igen økonomisk set.
- Grækenland har allerede taget betydelige skridt i retning af budgetkonsolidering og økonomisk modernisering, men der er stadig udfordringer forude, lyder det efterfølgende i en meddelelse fra ECB.
/ritzau/AFP