Danske golfspillere kan måske svinge køllen, når OL i 2016 afvikles i Rio de Janeiro.
I morgen tager medlemmerne af Den Olympiske Komité nemlig stilling til, hvilke nye idrætsgrene, der skal på programmet i 2016.
De to idrætsgrene, der skal stemmes om, er golf og syvmands-rugby.
I Danmarks Idræts-Forbund krydser man fingre for, at IOC-medlemmerne stemmer ja til golf-sporten.
"Golf er meget interessant, fordi vi har en række spillere, der er med i verdenstoppen. Vi vil helt sikkert have nogle, der vil kvalificere sig til OL, og måske kan vi få nogle med helt frem i toppen, hvis det hele flasker sig," siger formand for DIF, Niels Nygaard til Newspaq.
Ifølge Niels Nygaard er det mest sandsynlige, at begge sportsgrene får det blå stempel. Og det vil betyde fremgang - også for rugby-sporten i Danmark.
"Syvmands-rugby er en lille sportsgren i Danmark med kun 2.000 udøvende, men den vil hurtigt kunne få en stor udbredelse," siger han.
Baseball, softball, karate, squash og hurtigløb på rulleskøjter er også blevet overvejet som olympiske idrætsgrene til OL 2016.
Baseball og softball har tidligere været olympiske discipliner, men er blevet droppet til OL i London om tre år.
"Årsagen til, at det netop er golf og rugby, der står til at komme på det olympiske program, skal ses ud fra den værdi, de forventes at tilføre OL i form af mediedækning, sponsor-interesse og general interesse for legene," siger Niels Nygaard.
Ved OL i London konkurreres der i 26 idrætsgrene.
Kronprins Frederik ventes i morgen at blive valgt ind i IOC.