Efter at have afviklet syv udgaver af håndboldturneringen GF World Cup i Aarhus prøver Dansk Håndbold Forbund nu et nyt format for kvindelandsholdets efterårsturnering.
I samarbejde med det norske og det franske håndboldforbund lancerer man Golden League, som består af tre firenationersturneringer over hele sæsonen.
For Danmarks vedkommende skal den foregå i weekenden fra 5. til 7. oktober, hvor modstanderne ud over de to øvrige arrangørlande bliver Rusland.
Dermed byder turneringen på et mere komprimeret kampprogram end tidligere, hvor otte hold deltog i turneringen i Aarhus, der varede det meste af en uge.
Flytningen væk fra skolernes efterårsferie og svigtende tilskuertal fik dog allerede sidste år Dansk Håndbold Forbunds arrangementschef, den nuværende formand Per Bertelsen, til at varsle ændringer.
Generalsekretær Morten Stig Christensen siger i en pressemeddelelse, at han sagtens kan forestille sig, at man kopierer konceptet på herresiden, hvis ellers man kan finde aftagere til tv-rettighederne.
/ritzau/