Global opvarmning har måske ikke kun betydning for vandstand, temperatur og dyreliv. For når temperaturen stiger, kommer der også flere drengebørn til verden.Det viser ny finsk forskning offentliggjort i tidsskriftet Biology Letters.
Forskerne har sammenholdt gennemsnitstemperaturen gennem 145 år med antallet af fødte drenge- og pigebørn blandt de samiske nomadefolk i Nordfinland.
Hårdføre piger
Når det blev varmere i luften, blev der født flere drenge.
»Når gennemsnitstemperaturen steg med en grad celsius over to år, steg andelen af drengefødsler med én procent,« står der i undersøgelsen.
Forklaringen på stigningen af drenge er ikke entydig, mener forskerne. En forklaring kan være, at sæden og mængden af steroider som testosteron påvirkes af varme og kulde.
En anden forklaring kan være, at pigefostre simpelthen er mere hårdføre end drengefostre. Når det bliver koldere i vejret, er der derfor flere piger, som overlever ni måneder i mors mave og kommer helskindet til verden.