Den amerikanske præsidentkandidat Newt Gingrich hænger fast i sine chancer for at blive Det Republikanske Partis officielle modkandidat til præsiden Barack Obama i november med det yderste af neglene.
Selv om den stærkt højredrejede politiker vandt over ærkerivalen Mitt Romney ved primærvalget i South Carolina forrige lørdag, er der ikke mange politiske iagttagere, der spår, at han kan gøre det igen, når Florida går til stemmeurnerne i morgen. Tværtimod mener flere, at Newt Gingrich' drøm om at blive præsidentkandidat slukkes endegyldigt i morgen.
De amerikanske medier flyder da også over med negativt ladede historier, som må være bitter læsning for politikeren, der engang blev kåret til årets mand af Time Magazine.
"Sene meningsmålinger har Romney i front i Florida," lyder overskriften i en artikel hos CNN, mens CBS News med følgende overskrift sår tvivl om Gingrich' chancer for at slå Obama, hvis det skulle blive aktuelt:
"Gingrich taber terræn til Obama i svingstater, viser undersøgelse."
Time Magazine giver heller ikke Gingrich mange chancer i artiklen "Sat grundigt til vægs og brugt, Newt Gingrich fumler i Florida," mens The Christian Science Monitor kigger i en helt anden retning med denne artikel:
"Har Newt Gingrich et vælgerproblem blandt kvinder?"
Siden starten af valgkampen er Gingrich da også blevet nødt til at forholde sig til negative historier om hans forhold til kvinder. Blandt de mest sejlivede er, at hans tre ægteskaber ikke blot har overlappet hinanden - det vil sige, at inden han blev skilt fra den ene, indledte han et forhold med den næste - han forlod faktisk den ene, da hun var dødssyg af kræft, til fordel for en anden kvinde.
Desuden har Mitt Romney haft held til at slå ned på Gingrich' fortid som lobbyist i de politiske kredse i Washington. Begge dele har været med til at udhule vælgernes tillid til Gingrich, da han i løbet af valgkampen har forsøgt at skabe et billede af sig selv som en beskytter af familieværdier og en repræsentant for den lille mand mod det store politiske system.