To gange har konkurrenterne set Philippe Gilbert angribe og sejre på toppen af Cauberg-stigningen i det sydlige Holland, hvor der i dag køres cykel-VM på en rute, hvis afslutning kendes fra klassikeren Amstel Gold Race.
Disse resultater og det faktum, at Philippe Gilbert formmæssigt er tilbage på toppen, gør ham til favorit. Siger han selv.
- Jeg er tæt på favoritterne, fordi jeg har vundet Amstel to gange, og jeg har altid været god i det løb. Jeg er en af favoritterne, men jeg er ikke den eneste, siger Philippe Gilbert til Ritzau.
Belgieren har ellers haft en sløj cykelsæson. Han har kun opnået to sejre, efter han sidste år vandt og vandt i en sæson, der vil gå over i historien som en af de bedste i nyere tid for en klassikerkonge.
Til Gilberts fordel taler, at hans to sejre er faldet for nylig, nemlig i Vuelta a España, hvor han viste glimt af sidste års storform.
Siden det spanske løb har han holdt fast i sit topniveau ved at fokusere på VM.
- Jeg har arbejdet meget på VM-holdtidskørslen med BMC, og vi har været meget fokuserede på det efter Vueltaen.
- Det er vigtigt for mig, for jeg har brug for at have fokus på noget, og VM-holdtidskørslen var et godt mål for mig efter Vueltaen, og nu kommer det andet så på søndag, siger Philippe Gilbert.
Selve placeringen af VM-ruten i det sydlige Holland kunne heller ikke være meget bedre for belgieren, der får støtte af familien.
- For mig er det noget helt specielt at køre her, for jeg bor ikke særlig langt herfra i Belgien. Familie til min kone bor bare 25 kilometer herfra, så det er meget vigtigt. Det føles som at være hjemme her, siger Philippe Gilbert.
Den belgiske BMC-rytter må dele kaptajnrollen med landsmanden Tom Boonen.
/ritzau/